Formål der giver mening
Pindstrup Fonden blev stiftet i 1971 under protektion af H.K.H Prinsesse Benedikte med det formål at fremme fælleskabet mellem børn og voksne med og uden handicap.
Pindstrup Centret var det første center i rækken af flere med det samme formål. Pindstrup Centret stod klar tilbage i 1977, hvor H.K.H. Prinsesse Benedikte indviede centret med ordene ”Centret er i hele sin udformning skabt til formålet; at lade børn og unge mødes i forskellige aktivitets- og samværsformer og herigennem opleve, at et eller andet handicap hos et medmenneske egentlig ikke er nogen hindring for, at man kan have det rart sammen”.
Pindstrup Fonden udmønter bl.a. sit formål ved at arrangere ferielejre for børn i skolernes vinter-, sommer- og efterårsferie. Læs mere om de kendte og velbesøgte Ferielejre og familieaktiviteter og se også vores galleri her.
Respekt for det enkelte menneske
For år tilbage var det at være handicappet eller invalid forbundet med sygdom og skam. Børn og unge, der ikke levede op til ”normen”, blev gemt væk og sendt på institutioner.
I dag er der i langt højere grad respekt omkring det enkelte menneske, når vi taler i Danmark, og udtrykket handicappede mennesker erstattes i højere grad af udtrykket mennesker med funktionsnedsættelser. Det er ligeledes også helt naturligt i dag, at bygninger og offentlige områder etableres med fuld tilgængelighed for bl.a. kørestolsbrugere.
Fællesskab mellem generationer
Pindstrup Fonden har igennem de mere end 50 år, som fonden har eksisteret, budt velkommen til flere end 900.000 gæster med såvel som uden handicap. Fondens formål fokuserede i starten på børn og unge, men i dag er fokus på både børn og voksne og fællesskabet mellem generationer.
Udviklingen er i fuld gang, og i 2023 blev Brogaarden beriget med endnu et fællesskabsinitiativ, da Senior Resort projektet med 54 nye ældreboliger blev opført på Brogaardens område, med henblik på at integrere beboerne i centrets hverdag og aktiviteter.
Læs mere om historien bag Pindstrup Fondens tilblivelse og idéen med et handicapvenligt multicenter under Pindstrup Fondens historie