Brogaarden +45 64 40 17 00 – Bymose Hegn +45 48 79 84 00 – Pindstrup Centret +45 86 39 61 11

Fondens historie

Historien om ægte spejderånd og kongelig opbakning

Ideen om et handicapvenligt multicenter

Historien om Pindstrup Centret starter helt tilbage i 1958, hvor KFUM-spejderne fik ideen at opføre en teltlejr med det formål at forene børn med og uden handicap i leg og fælles aktiviteter. På det tidspunkt var der ikke fokus på og krav om tilgængelighed ved byggeri, så det var svært at finde velegnede handicapvenlige arealer og faciliteter. På baggrund af den erkendelse opstod ønsket om at bygge et nyt handicapvenligt multicenter med adgang til grønne områder og gerne i Pindstrup på Djursland.

Lokalsamfundet i Pindstrup var begejstrede for ideen om et handicapvenligt multicenter og gik, sammen med spejderkorpsene i Danmark, foran for at gøre ideen til virkelighed. Ejeren af Pindstrup Mosebrug, direktør Johannes F. la Cour, syntes så godt om ideen, at han donerede et stykke jord til det første center, som blev opført i Pindstrup og fik navnet Pindstrup Centret.

Opbakning fra H.K.H. Prinsesse Benedikte

Også de kongelige tog godt imod initiativet, og i 1971 blev Fonden Pindstrup Centret stiftet under protektion af H.K.H. Prinsesse Benedikte. I 1972 arvede fonden mere end 4 mio. danske kroner efter dansk-amerikaneren Alfred Jacobsen, og så tog projektet fart. Donationen var en stor hjælp, men størstedelen af projektet blev drevet og opført af frivillige og ulønnede voksne, der brændte for sagen og formålet med centret.

I 1977 indviede H.K.H. Prinsesse Benedikte Pindstrup Centret på Djursland med ordene ”Centret er i hele sin udformning skabt til formålet; at lade børn og unge mødes i forskellige aktivitets- og samværsformer og herigennem opleve, at et eller andet handicap hos et medmenneske egentlig ikke er nogen hindring for, at man kan have det rart sammen”.

Der blev nedsat fire udvalg, som skulle hjælpe til med driften af Pindstrup Centret. Et planlægningsudvalg (PLU), økonomiudvalg, PR-udvalg og et teknisk udvalg.
PLU skulle tage sig af tilrettelæggelse af de formålsbestemte arrangementer, som ferielejre og kurser for familier med børn med handicap.

I 1979, på Rebild festivalen, fik Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte overrakt en minibus, der via Victor Borge var skænket af Variety Clubs International. Umiddelbart efter overrakte Prinsessen bussen til Pindstrup Centret, og i 1980 kommer Victor Borge på besøg på Pindstrup Centret for at overrække bussen.

I 1982 blev Pindstrup Centret udvidet, så der kunne være plads til flere kursister.
Fonden køber ”Skovens Perle”, som bliver til Center II med kursuslokaler, 24 værelser og en svømmehal.

I 2001 overtog og indviede Fonden Pindstrup Centret den tidligere højskole, Brogaarden i Middelfart på Fyn, og i 2013 gik turen til Sjælland, hvor fonden overtog og indviede det tidligere hotel og kursuscenter, Bymose Hegn i Helsinge på Nordsjælland.

Ringen var på en måde sluttet. Fonden Pindstrup Centret havde nu etableret et center i både Jylland, på Fyn og på Sjælland.

En god ide gennem mange år – og frivillighed

Pindstrup Centret drives i dag i overensstemmelse med tanken tilbage i 70’erne, nemlig ideen om et kursuscenter, der blev sat i verden for at hjælpe familier med børn med handicap og integration mellem børn med og uden handicap. Den gode ide kræver også kapital, så i hverdagen drives Pindstrup Centret som et kursus- og konferencecenter. Med dejlige kursuslokaler, et lækkert køkken og lige midt naturen er der mange, der gerne vil benytte Pindstrup Centret til deres kursusaktiviteter.

Alle vores tre centre benyttes af både private virksomheder, offentlige institutioner, handicap- og sygdomsbekæmpende foreninger og organisationer samt af private til fest og selskaber.

Som tilbage i 70’erne, er frivillighed i dag en meget stor del af Pindstrup Fonden. Alle kursuscentre, Pindstrup Centret, Brogaarden og Bymose Hegn, drives i deres hverdagsforretning af ansatte.

Aktiviteterne for familier med børn med handicap samt ferielejrene drives primært af ca. 150 frivillige, der er tilknyttet Pindstrup Fonden. Den frivillighed, der altid har været en stor del af Pindstrup Fonden, er noget helt specielt og unikt. Det er en del af den ”dna”, der gør Pindstrup Fonden til noget helt specielt.

Stemningen og fondens gode formål smitter af på de ansatte og er med til at give vores gæster en oplevelse af service og hjemlighed, som ikke opleves på andre møde- og kursuscentre.

Senior Resort til aktive ældre og endnu mere fællesskab

Brogaarden har gennem de seneste år oplevet en stigende interesse, som har sat gang i en udviklingsplan, der allerede er sat i værk. Planen er løbende udvikling af centret og centrets faciliteter, hele tiden med fokus på det gode fællesskab mellem generationerne; voksne og børn med og uden handicap. I 2021-22 opføres projekt Senior Resort, et unikt og spændende projekt med opførsel af 54 ældreboliger med henblik på at integrere og involvere beboerne i centrets hverdag og aktiviteter.

Det giver mening at mange tusinde gæster hvert år besøger Pindstrup Centret, Brogaarden og og Bymose Hegn til glæde for fællesskabet og udviklingen af os alle som mennesker.