Køkkenet på Brogaarden har altid fået megen ros. Vi har kokke, der sætter en stor ære i at lave alt fra bunden.
Og selv om det nipper lidt i øjenkrogen, de dage, hvor der syltes rødbeder, så trækker det bestemt mundvigen op, når den lune leverpostej ledsages af den skønne, krydrede, hjemmesyltede rødbede.
Som et led i en større nytænkning af Brogaarden og et øget fokus på bæredygtighed, har vi besluttet at gå efter bronzemærket i økologi.
Vi vægter højt, at mælkeprodukterne bliver økologiske, og så findes der bare så mange lækre økologiske produkter, og dem skal vores glade kursister da ikke snydes for.
Kokkene skiftes også til at have en ugentlig bagevagt, da både morgenbollerne, småkagerne om formiddagen, rugbrødet til frokosten, kagen til eftermiddagskaffen osv. er hjemmebagt.
Udvalget af økologisk mel, kerner og andre bageingredienser er stort og er helt i tråd med vores ønske om, at man kan smage, det er hjemmelavet.
Sammen med økologien kommer der også et tiltag ind med mere fokus på det lokale.
Hvorfor servere en kiwi fra New Zealand, når kurven på bordet kan bugne med skinnende røde æbler fra det fynske land?